Eurorally viser unikke biler frem til Auto Show 2025
Oplev en stribe vilde superbiler og mød teamet bag Eurorally i Odense den 6.-7. september, når Auto Show åbner dørene for syvende gang.
Når Auto Show 2025 løber af stablen i Odense Congress Center til september, bliver det ikke kun Danmarks største bilmesse – det bliver også et mødested for ægte bilentusiaster med smag for eventyr og lange roadtrips. Eurorally udstiller seks super fede biler og inviterer publikum ind i en verden, hvor benzin, venskaber og landegrænser smelter sammen.
Eurorally blev startet i 2015 og er i dag Europas største rally i sin genre. Siden den første tur i 2016 har tusindvis af deltagere krydset kontinentet i deres egne biler. Konceptet er enkelt: Man rejser som hold eller solo gennem flere lande med andre bilglade deltagere, mens der skabes minder og knyttes bånd.
Superbiler klar til udstilling i Odense
Til Auto Show 2025 vil Eurorally tage seks særligt udvalgte biler med – alle sammen udtryk for rallyets unikke sammensætning af passion og køreglæde. Publikum får mulighed for at opleve bilerne tæt på, tage billeder og få en snak med folkene bag.
Der bliver også rig mulighed for at høre mere om, hvordan man selv kan blive en del af næste års rally – hvad enten man foretrækker at køre med et team eller tage turen solo.
Tre ruter i 2025 – noget for enhver smag
Eurorally er delt op i tre forskellige ture. Den første afvikles fra 1. til 5. maj 2025 og går fra Danmark til Sverige, Polen, Slovakiet og Tjekkiet.
For dem, der søger mere sydlandsk stemning, er Balkan Edition klar fra 6. til 12. maj. Ruten går gennem Ungarn, Bosnien, Montenegro, Albanien og Kroatien.
Endelig afsluttes året med en særskilt rute i Norge fra 13. til 15. september. Ruten offentliggøres senere.
Kom forbi standen og bliv klogere på Eurorally
Auto Show 2025 finder sted 6. og 7. september i Odense Congress Center. Eurorallys stand bliver stedet, hvor publikum kan få en forsmag på de mange oplevelser, rallyet byder på. Der vil være både biler, video, merchandise og mulighed for at få alle spørgsmål besvaret af folkene bag konceptet.