Fox Body-Mustang med Viper-V10 fyres af til Auto Show

3Y7A7666

Den kaldes Vipox og er klar til at fyre samtlige af sine 1.100 hk af til Auto Show

Den ligner en vild dragbil, men svenske Michel Rayes, der står bag Team Pony Drift, har fået en vanvittig hurtig driftvogn ud af sin kitcar med Mustang ‘Fox Body’-karosse.

Hele bilen på nær taget kan grundet den særlige kitcar-konstruktion skilles ad eller samles på få øjeblikke – men det er motoren, der gør denne racer helt unik!

Ude i snuden ligger en enorm Dodge Viper V10’er-motor, som producerer intet mindre end 1.100 hestekræfter med en Roots BDS 8-71-kompressor tilkoblet. Michel har lovet at skyde dem alle sammen af på banen til Auto Show 2017 ved Odense Congress Center d. 2 og 3 september.

Bag motorens opbygning står de erfarende danske gutter fra All-In Racecars. Det er altså kram, der kan sende rigeligt med kræfter igennem den sekstrins Viper-gearkasse med en Stage 5-kobling, så de blot 265/40R18-dæk kan gå godt og grundigt i døden i en sky af røg!

3Y7A8133

Fra tribunerne vil publikum kunne opleve den spektakulære og yderst potente ‘Vipox’ helt tæt på, når den leverer en af weekendens vildeste baneopvisninger til Auto Show 2017 ved Odense Congress Center.